At blive mor handler ikke kun om at føde. Det handler mindst lige så meget om hvad der sker efter – og hvad der ikke sker. Det erfaring en britisk mor gjorde sig, da hun fik sin første barn i Cotswolds og sit andet i Frankrig. Hun stiller os over for et provokerende spørgsmål: Hvorfor prioriterer vi graviditet og fødsel så meget højere end det, der kommer efter?
Fødslen var god – men efterfølgende var hun overladt til sig selv
Da hun var gravid første gang i Storbritannien, gik alt efter planen. Svangerskabet var uden komplikationer, jordemoderen var dedikeret, og fødslen blev præcis sådan, som hun havde håbet: en vandgeburt på et jordemoderledet fødeafsnit, med sin mand til at støtte hende gennem det hele.
Hendes søn Eddie – på imponerende 9 kilo og 2 hundedele – blev født uden komplikationer. Hun havde en lille rifling, der blev syet professionelt, og hun modtog den forventede kop te og toast bagefter. Den engelske fødselspleje havde gjort sit job glimrende.
Men så kom barselperioden. Og her brydes historien.
Hun kæmpede med amning, søvnmangel ramte hende hårdt, og sønnens kortvarige søvnperioder – blot 30 minutter ad gangen – gjorde det næsten umuligt at få hvile. Sundhedsplejerskerne besøgte hende, men besøgene føltes overfladiske. Det var en anden person hver gang, ingen kontinuitet. Fokus lå på babyen – hans vægt, hans ernæring – snarere end på hende selv.
«Jeg var fast besluttet på at være perfekt, så jeg ville ikke give udtryk for at noget var galt,» fortæller hun. Da hun nævnte sin træthed overfor en sundhedsplejerske, blev hun mødt med: «Hvis du får omkring fire til seks timers søvn om natten, går det godt.» Hun fik ingenlunde så meget.
Hendes seks-ugers lægetjek var også en skuffelse. Lægen undlod at kontrollere hendes sting eller undersøge hendes mave for diastaserekti – en udbredt tilstand efter graviditet, hvor bugmusklerne adskilles. Det store fokus på barnet og manglen på fokus på hennes eget velvære efterlod hende i en tilstand af isolation og usikkerhed.
Frankrig tog en helt anden tilgang
Da hun blev gravid anden gang, flyttede familien til Frankrig efter 20 ugers graviditet, da hendes mand – pilot i militæret – fik en rolle i det franske flyvevåben. Hun var omfattet af det franske sundhedssystem og mødte et markant anderledes system.
Det franske svangerskab var mere medicinsk-orienteret end det britiske. Jordemoderen blev erstattet af obstetriker til mange af hendes tjek, og der var flere obligatoriske skannere end i Storbritannien. Det franske system var mere grundigt – og til tider overvældende. Lægen ville teste for alt, vejede hende ved hver aftale og kommenterede på hendes sukkerintag. Han sagde, at babyen var meget stor, og fordi hendes første barn også havde været stor, blev hun klassificeret som «høj risiko» og blev fortalt, at «de fleste franske kvinder ville vælge kejsersnit».
Det skabte tvivl og angst. Men hun bad om at skifte til udelukkende jordemodepleje, og samtidig tilmeldte hun sig gratis prenatal yoga og fødselsforberedelsesklasser – et offentligt tilbud i Frankrig.
Disse forberedelsestimer i en pool var uventede glædeligt. Klasserne kombinerede vejrtræningsteknikker og vejledning i fødselsstillinger, og der var en fokuseret indsat på selvtillid og kropsbevidsthed. Hun savnede grænserne for kommerciel svangerskabsyoga i Storbritannien.
Anden fødsel – og en helt anden barsel
Hendes anden arbejdskraft var spektakulær kort: blot to og en halv time fra første veer til hun holdt sin datter Josephine i armene – også omkring 9 kilo. Hun fødte i vandkarreten på det franske hospital, og uden for den kortvarige smerte ved stitning uden lokalbedøvelse, gik det glat.
Men det helt store skifte var ikke fødslen. Det var hvad der kom efter.
I stedet for at blive udskrevet efter et par timer som i Storbritannien, blev hun indlagt i flere nætter. Og det var her, hun så den virkelig bemærkelsesværdige forskel. Der var to dedikerede team: ét for babyen og ét for hende – de bar endda forskelligfarvede uniformer. Det var et signal: «Moderen betyder også noget.»
Da hormonerne ramlede ned, havde hun et helt team af eksperter til at trygge hende. Hun behøvede ikke at google ting klokken 2 om natten – natteholdet var der med svar og venlige ord. Da hun var bekymret over hvor længe hun skulle lade Josephine sove, blev hun fortalt, at fem timer var fint – helt ulig det britiske råd om at vække babyen hver anden time, som havde frataget hende afgørende søvn første gang.
Der var en børnestue, hvor jordemoderen kunne tage Josephine i nogle timer mellem de planlagte amninger, så hun selv kunne sove. Og de fortalte hende, de ville hente babyen tilbage hvis hun græd eller havde brug for hende. «Det er som om de helt forstod hvordan jeg følte mig som ny mor,» siger hun. «Ekstremt beskyttende over for min nye baby, men også desperat efter søvn.»
En psykolog, et fokus på helbredelse og gratis pelvic floor-træning
Udover sin fysiske genopretning blev hun tilbudt amningsstøtte og et besøg fra en jordemodernefysiker. Hans ord gav hende ret, hvad hun havde brug for at høre: «Dit barn er i live. Det er nok.»
Han forklarede, at mange mødre søger perfektion, men at det, de gør i de tidlige dage, allerede er mere end tilstrækkelig. Det var helbredende at høre.
Maden var også designet til at støtte hendes genopretning – ostekort, rigtig brød, croissanter – og personalet gjorde det klart: «Genopretning efter fødsel er ikke en fodnote – det er en fase, der fortjener reel opmærksomhed.»
Efter hospitalet fortsatte pleje. Den jordemoderske fra hendes fødselsforberedelsesklasse besøgte hende derhjemme – som er normen i Frankrig – ikke en sundhedsplejerske hun aldrig havde mødt før. Hun kontrollerede hendes sting og mave. Ved seks-ugers tjekket gjorde hun en mere grundig undersøgelse af hendes livmoderhals. Det føltes ikke invaderende – det føltes som om hun sørger for, at det gik hende godt.
Men måske var det vigtigste det, der blev tilbudt gratis til alle franske mødre: 10 sessioner med jordemoder eller bækkenbulds-fysioterapeut. De var fokuseret på at genopbygge bækkenbunden og kernestyrke. «Du betaler ikke for det, hvilket sender et signal om, at det er vigtig,» fortæller hun. Hun kan ikke engang forestille sig, at samme sessioner blev tilbudt gratis i England. I Storbritannien bliver man overladt til at genopbygge sin krop alene.
Hvilket system er bedst?
Hun elsker ikke at drage enkle sammenligninger. Sandhedeen er mere nuanceret. Hun elskede sin graviditet og fødsel i Storbritannien. Men hun elskede hvordan hun i Frankrig ikke blot blev sendt hjem som en babys mor – hun var en patient i sin egen ret.
For hende var den fysiske udfordring ved at blive forælder ikke det svære. Det var det mentale – hvordan man håndterer identitetsskiftet mens man får meget lidt søvn.
«Min barselerfaring i Frankrig var utrolig helbredende,» siger hun. «De første dage under ekspertes jordemoders pleje var uvurderlige for mig. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde kæmpet efter min første fødsel, og det gjorde mig venligere over for mig selv omkring de udfordringer, jeg havde overvindet.»
Storbritannien hjalp hende med at føde. Frankrig hjalp hende med at genfinde sig selv bagefter.